Cort Ross Dinesen

Dato:  01.09.08
  1. Hvad læser du fagligt i øjeblikket?
    'El Croquis' nr. 139 med SANAA, som jeg for nylig fik som gave af mine afgængere.  Et begavet og glædeligt valg omkring topologisk arkitektur.
    'The metapolis dictionary of advanced architecture' fra 2003, der er på 688 sider er rigeligt til flere år endnu, når det drejer sig om arkitektur.
    'Skønheden Sker – begivenhedens æstetik' af Ole Fogh Kirkeby. "Det tidsløse er en skraldespand for tanker, der er blevet ædt op indefra ad de rådvildes behov for kanon" (OFK)
  2. Hvad læser du for at slappe af?
    Læser ikke for at slappe af.
    Hvis der tænkes på skønlitteratur; udgør det en god genvej til erfaring om at være til:
    pt. Haruki Murakami: 'Trækopfuglens krønike', der smukt fletter det reelle og virtuelle sammen som den passage vi befinder os i og som arkitekturen udspiller sig i; og Henry David Thoreau: 'Walden, livet i skovene'; "Bøger skal læses i den samme tilstand af omhu og tilbagetrukkethed som de blev skrevet i." (Thoreau, 1854) – sat i lyset af Orhan Pamuk: 'Istanbul' og dens hürzün – melankoli.
  3. Nævn den første bog, der inspirerede dig.  
    Givet været en bog af Peter Cook på mit første studieår. En gammel kærlighed jeg glædeligt blev mindet om gennem 'Friendly Alien – Kunsthaus Graz' af Peter Cook og Colin Fournier i 2005.
    Men mere vedkommende er Gilles Deleuzes forfatterskab, som er fint at genlæse på kryds og tværs. Der kommer konstant noget nyt til syne og andet tegner sig anderledes end først antaget. Det vil givet gentage sig mange gange fremover i denne rejse gennem hans virksomme flugtlinier.
  4. Hvad har været din største læseoplevelse?   
    Lawrence Durrell: 'Alexandria kvartetten' (ubetinget), Marcel Proust: 'På sporet af den tabte tid' og for nylig at genlæse alle Samuel Beckets romaner.
  5.  Hvilken bog ville du gerne selv have skrevet? 
     ? – aldrig tænkt den tanke, men en hurtig og kort bog under synonym i stort oplag og honorar var måske en ide. Det ses ikke sjældent og overraskende nok med forfatternavn angivet: En X-faktor bog eller noget om beton eller måske mere seriøst: blot færdselsloven i en mere åben form: 'hvorfor kører så mange den forkerte vej' kunne være en arbejdstitel.
  6. Hvilken bog ville du gerne have med på en øde ø?
    Da jeg ikke kan svømme må det være den seneste udgave fra Design Forskning Center: 'Hvordan man bygger en flyvemaskine på kort tid ud af ingenting' – en af forskningens mange velsignelser.
  7. Hvad er det værste du har læst?
    Arkitekturkanon. (kulturkanon i almindelighed).
    Skriv din egen igen og igen og perspektiver den; er at foretrække frem for at lade andres normative betragtninger være det plan man rejser sin praksis fra.
    "Hvis man har bygget luftkasteller, behøver arbejdet ikke være spildt; deres rette plads er i luften. Nu gælder det om at bygge fundamentet under dem." (Thoreau, 1854)
  8. Hvilken bog har du senest lånt?
    Lånte af Henrik Oxvig bogen: 'Topos Raum', da jeg aldrig går på bibliotek.
  9. Hvilken bog har du senest købt?
    Bettina Rheims: 'Can you find happiness?'.
    - med hendes vidunderlige kvindefotografier udstillet på CO´s i maj i Berlin.
  10. Hvem sender du stafetten videre til – og hvorfor?
    Det kunne være fristende at sende den til mange og spørge dem om de læser?
    Peter Bjerrum gør, så lad mig irritere ham med en unødig undersøgelse og med spørgsmålet:
    "Hvorfor skal vi altid stige ned på et plan, hvor den trægeste opfattelsesevne kan være med, og værdsætte det som almindelig sund fornuft?" (Thoreau, 1854)

Cort Ross Dinesen

Cort Ross Dinesen

Arkitekt

Lærer

Studieleder ved Afdeling 6 - ARKITEKTUR, rum og form

 cort.dinesen@karch.dk

32 68 66 13

Læs mere om Cort